Brødrene Løvehjerte

Jeg har valgt at bruge blog-sproget, da det er en blog, frem for det mere metodiske sprog, som vi kender til i vores opgaver – dog tænker jeg, at det sagtens kan omskrives så det kan anvendes i en kommende opgave.

Brødrene Løvehjerte er for mig, en helt særlig fortælling om to brødre med et fantastisk livssyn og ikke mindst et livssyn efter døden. De har en fortællende måde at overleve sammen ind i - og udover historien.

I historien møder vi de to brødre, Karl og Jonatan, hvor af Karl er meget syg, ja faktisk døende. Jonatan, som er storebroderen, beskrives som den ansvarlige og beroligende i forhold til, hvad der venter Karl. Jonatan fortæller, at når man dør, kommer man til landet Nangijala, hvor alt umiddelbart virker som godt. Karl er fortsat bekymret, da han ved at der kan gå lang tid for Jonatan vil gøre ham selskab i Nangijala.

Da der senere udbryder brand i deres lejlighed, må Jonatan tage Karl på ryggen, og springe ud vinduet, men uheldet er ude, og Jonatan dør i faldet. Ved begravelse får Jonatan navnet ”Løvehjerte”, efter den gamle Kong Richard, på grund af hans mod.

Karl dør, og brødrene genforenes i Nangijala, hvor de sammen bor i Kirsebærdalen, og alt ånder af fred og idyl. Men på den anden side af bjergene ligger Rosendalen, som styres af den onde Tengil, hvis husdyr er dragen Katla.

Kirsebærdalen omdannes hurtigt fra idyl til en organisatorisk modstandsbevægelse, som brødrene hurtigt bliver en del af. Kirsebærdalen har, som alle andre modstandsbevægelser gennem tiderne, en forræder, og Karl er opsat for at finde synderen.

Jonatan er draget til Kirsebærdalen, og snart følger Karl efter, og hans formodning bekræftes; - der er en forræder, som er en fra modstandsbevægelsen.

Karl bliver opdaget i fjendens land, men ført tilbage til Rosendalen, og genforenes med Jonatan.

De to brødre drager igen ud, for at befri Orvar fra modstandsbevægelsen. Orvar holdes fanget i dragen Katlas, grotte. Det er sådan, at rammes man af Katlas ild, bliver man lam, og vil dø. Uheldet er igen med de to brødre, da Katla får ramt Jonatan, og Karl må indse at igen skal han undvære sin bror.

Med en ny historie fra Jonatan, trods undren om hvordan det kan lade sig gøre, får Karl at vide, at de igen vil mødes, nu i Nangilima. Karl vil ikke være alene, og tager denne gang sin bror på ryggen, og springer i dybet og mod lyset.

 

Hvorfor jeg synes at den er god, fantastisk og tilegner sig både til mellemtrinnet, men også til udskolingen:

Astrid Lindgren har udtalt, at når hun skriver sine bøger, gør hun alt for at ”beholde barnet i sig selv hele livet”. Jeg synes bestemt at vi mærker det i Brødrene Løvehjerte, hvor sorg og død, er et af de svære emner at beskæftige sig med, når det angår børn. Astrid Lindgren mente også, at ”børn havde en særlig humor”, og at ”børn skulle have kendskab til ondskab og død”. Astrid Lindgren rammer plet med lige netop dette i Brødrene Løvehjerte.

A.L. formår at nå læseren, med sit til tider barnlige sprog, og eventyrlige måde at neutraliserer ondskab og sorg, uden at kompromis med, at det virkelig findes.  Det skal dog siges, at jeg sad med tårer i øjnene da historien blev læst, og kunne næsten mærke Karls skepsis, ved savnet af hans bror i længere tid, end beregnet. Nu pressede jeg også citronen til det yderste, ved at lytte til Rasmus Seebachs ”Nangijala” samtidigt – det kunne måske have været, men tænkte det måske gav mening.

Jeg valgte at stille mig parallelt med teorien i ”Danskbogen – Danskfaget i de pædagogiske uddannelser” – ”Litterært nærvær i klassisk og moderne børnelitteratur” s. 79-113, hvor der igen nævnes at Astrid Lindgren skriver til barnet i sig selv. Der ligges ydermere vægt på, at barnet ser sin egen vækst i spejlet fiktion, hvor der måles på de gode historier, som når helt ind til læseren, som jeg synes det gør i Brødrene Løvehjerte.

Jean Piaget sagde, at børns kognitive udvikling kunne beskrives ved begrebet adaption(tilpasning) ved henholdsvis en assimilation(hvor barnet forsørger at få omverdenen til at passe til det, det selv i forvejen ved og kan) og en akkommodation(hvor barnet selv forsørger at tilpasse sig omverdenen).

Det forventes, at barnet bliver en medaktør i historien, og jeg tænker, at børn på mellemtrinnet tilpasser sig, når de læser en tekst – de vil ikke tolke, som voksne måske vil tolke A.L. bog.

Hvis jeg udleverede Brødrene Løvehjerte til mine elever i udskolingen, tror jeg, at de vil tolke på slutningen, på samme måde som jeg selv gør.

Jeg tolker, at Jonatan får lokket til sin bror, Karl, til selvmord, da Jonatan udmærket godt ved, at Karl igen vil være alene tilbage, når han dør. Man kunne også vende den, og sige, at grundet at jeg er voksen(flere ville sige, nej det er du ikke), har min fantasi forladt mig, og jeg ikke kan se det positive i, at hver gang man dør så genfødes man i en ny verden, hvor det gradvist bliver mere lykkeligt, jo flere ”levels” man opnår.

Altså med voksenøjne sætter jeg skepsis ved slutningen, men var jeg barn, er historien helt igennem fantastisk fortalt, og det er som om man næsten er der selv. Man mærker sorg, glæde, varme og ikke mindst sammenhold. Flere emner berøres, som kan give anledning til mange timers arbejde i et skoleforløb.

Jeg håber, og ser frem til, at kunne arbejde mere med Brødrene Løvehjerte i min kommende undervisning.